Vagtposter: surikat superheroes Understand article

Oversat af lektor Jørgen Wilhelmsen. Mico Tatalovic fra University of Cambridge, UK, undersøger surikatens privatliv. Hvorfor lever disse små rovdyr i grupper? Hvorfor fodrer de hinandens unger, graver sammen og vogter over hinanden? Og hvad skaber en rigtig god vagtpost?

Flower er en international anerkendt fjernsyns stjerne. The Discovery Channel’s serie ”Meercat Manor”, det første ”animal Big Brother” show, gjorde hendes søde lille ansigt populært over hele jorden. En udførlig biografi er blevet udgivet sammen med en bog,”Meerkat Manor: The Story of Flower of the Kalahari”..

Flowers historie blev kun kendt takket være videnskabelig forskning baseret på University of Cambridge, UK, som startede the Kalahari Meerkat^w1 Project for 15 år siden og har studeret livet i flere surikat grupper dagligt lige siden. Sådanne langtids felt studier er blevet populære indenfor adfærds biologien, fordi de tillader indsamling af en enorm mængde af data om enhver del af dyrenes liv og derved medfører, at forskerne kan stille og besvare stadig mere detaljerede spørgsmål om dyrenes evolution.

Når Flower ikke er på scenen har hun, ligesom andre surikater (Suricata suricatte), kun to hovedproblemer i livet at bekymre sig om: at finde føde og undgå at blive spist. Når det rigtige tidspunkt (og den rigtige han viser sig), dukker en tredje bekymring op i hendes hoved: forplantning. For på den måde foregår naturlig selektion: kun de individer som overlever længe nok til at formere sig vil sprede deres gener til den næste generation. Flower er efterkommer af en lang række af overlevere. Det betyder, at hun har tilpasninger som tillader hende at overleve på trods af de mange predatorer, der er ude efter hende.

Rovfugle, vilde katte, sjakaler, slanger….Hvis rovdyret er større end en surikat og det spiser kød, så er det sandsynligvis en trussel. At leve i en gruppe er en fordel; mange øjne ser bedre. Men surikater har udviklet en endnu mere sofistikeret strategi for at undgå at blive spist: at opstille vagtposter^w2, ofte en men sommetider mange på samme tid. Som soldater på vagt observerer vagtposten horisonten fra et højtliggende sted og bekendtgør at de har vagt med en bestemt lyd, ”vægterens vise”. De har en fremragende afstandsbedømmelse, som tillader dem at opfatte rovdyr på stor afstand. At have en vagtpost på vagt reducerer sandsynligheden for et overraskelsesangreb og tillader resten af gruppen at være mindre agtpågivende.

Vagtpostens adfærd kan synes opofrende siden vagtposten hjælper andre uden selv at få noget til gengæld: når de står vagt, bruger de ikke kun energi og mister nyttig fødesøgnings tid, men de udsætter sig også for rovdyr. Men er de virkelig opofrende?

Min forsker gruppe undersøger konflikter og samarbejde i surikat samfundet og som en del af dette arbejde, fokuserer jeg på vagtposterne. Et af de væsentlige spørgsmål jeg undersøger er, hvorfor nogle surikater bruger mere tid på at holde vagt end andre. Et svar på et sådant simpelt spørgsmål kan give os et værdifuldt indblik i udviklingen af social adfærd. ”Hvorfor er nogle mennesker mere sociale end andre?” og ”Hvorledes blev vores samfundsopfattelse, og det at hjælpe andre oprindelig udviklet?” kan vi spørge os selv i den sidste ende. Indtil da må vi studere enkelte arter, som surikater, for få foreløbige svar og hjælpe med at formulere og teste teorier.

Flower holder vagt fra træer, træstammer, buske, græstuer og selv menneskelige hoveder. Den gennemsnitlige højde på posterne, som surikaterne holder udkig fra, er omkring 60 cm, selvom de modigste surikater kan klatre op i træer på indtil 6 meters højde. Højden af udsigtsposten varierer også med vegetationens udseende; I regntiden, når græsset er højt, vil surikaten holde vagt fra højere positioner, så de kan se over græsset. Dette hænger sammen med at adfærden hos vilde dyr bliver påvirket af deres omgivelser; når man studerer adfærd er det ofte vigtigt at overveje effekten af omgivelserne.

Vagtpost adfærden er også forskellig hos de enkelte surikater. Nogle surikater vil oftere stå på vagt og vogte i længere tid og fra højere positioner: Dette er årsagen til at vi kalder dem “supervagtposter” – selvom vi faktisk ikke ved, om disse individer også er de mest effektive til at opdage rovdyr. Jo længere tid de står på vagt, jo større er sandsynligheden for, at de vil bekendtgøre deres agtpågivenhed i forhold til at beskytte gruppen, så gruppen kan slappe af. Supervagtposterne er sandsynligvis dyr, som er mere end almindeligt årvågne; selv når de ikke er på vagtposttjeneste, stopper de ofte op, når de spiser, for kort at inspicere omgivelserne for noget mistænkeligt. Det ser ud som om at disse supervagtposter også har et højere niveau af stresshormonet cortisol. Dette rejser spørgsmålet, om disse hormoner er årsagen til deres opførsel. Fremtidig forskning kunne undersøge dette ved at observere, hvorledes en vækst eller et fald i cortisol niveauet – opnået ved at indføre hormonet i dyret eller blokere det ved hjælpe af et andet molekyle –ændrer surikatens opførsel.

Men hvorfor ofrer vi så meget tid for at forklare surikaternes adfærd? Det at studere bestemte adfærdsmønstre, som det at holde vagt er ligesom at passe en enkelt puslespilsbrik ind i et store billede af, hvorledes social adfærd udvikles. Til syvende og sidst vil vi gerne forstå hvordan, hvorfor og hvornår samarbejde udviklede sig blandt dyr og hos os selv. Vi vil gerne vide, hvorfor vi er så forskellige fra andre dyr. Vi vil gerne undersøge flere detaljer i livets evolutionshistorie på vores planet og tilfredsstille vores store nysgerrighed. ”Hvorfor?” Det er spørgsmålet, som driver videnskaben.

Surikaterne er et udmærket model system til at teste hypoteser, der opstår udfra evolutionsteorien. Et af de største uløste problemer i evolutionsbiologien er eksistensen af opofrende adfærd hos mennesker og dyr. Darwin’s teori om naturlig selektion argumenterer for den bedst tilpassedes overlevelse gennem konkurrence om begrænsede ressourcer (mad, partnere, rum). Men alligevel finder vi dyr som surikater, der gladelig samarbejder; de baby-sitter og fodre (selv ammer) andre surikaters unger, graver huller sammen og bevogter hele gruppen mod rovdyrangreb. Hvordan kan Darwin’s teori forklare det observerede harmoniske liv blandt surikater?

Efter 15 års detaljerede studier af surikater, mener professor Tim Clutton-Brock^w3 ved Cambridge University og hans kolleger, at surikater slet ikke er så opofrende, når alt kommer til alt. Der foregår en hel masse selvisk adfærd. Et klassisk eksempel, der er offentliggjort i tidsskriftet Science, er opdagelsen af, at surikat vagtposter står vagt fra sikre positioner, og kun når deres maver er fulde (Clutton-Brock et al, 1999). Endvidere betyder det at spotte rovdyr først i de fleste tilfælde, at de er de første til at slippe væk. Dette peger på, at direkte, selviske goder er hovedårsagen til evolutionen af deres sociale øjensynligt opofrende adfærd. Imidlertid ved vi stadig ikke præcist hvorfor surikater vogter og hvorfor nogle simpelthen er så gode til det. Den nuværende hypotese er at gode madindsamlere – surikater som er de mest effektive til at indfange bytte – også er de bedste vagtposter, fordi de bruger mindre tid til at samle mad ind, og derfor har mere tid og energi til andre aktiviteter. Men beviserne er stadig for sparsomme til at underbygge dette. Min forskning kan hjælpe med at give nogle af svarene på disse spørgsmål. Jeg håber kun, at de ikke bare optræder foran kameraerne!

Surikat samfundet

Surikater (Suricatta suricatta) er små, kødædende pattedyr, som gennesnitligt vejer under et kilo. De beboer de tørre områder i Syd Afrika og lever i sociale grupper på fra 2 til 50 individer, der består af et dominerende par og et variabelt antal af underordnede hjælpere som kan være beslægtede eller ej med det dominerende par. Disse medlemmer af mungofamilien (Herpesticidae) spiser for det meste leddyr (insekter, edderkopper og lignende), så vel som hvad de tilfældigvis kan finde af små pattedyr, krybdyr eller planteløg.

De har territorier med mange hvilegrave, hvorfra de foretager daglige udflugter på op til et par kilometre for at skaffe føde. Afhængig af fødemængden og rovdyrs tilstedeværelse vil de enten vende tilbage til den samme hvilegrav for nogle nætter, eller de vil skifte grav ret ofte.

I gennemsnit består kuldet af tre til fire hvalpe, som forbliver i gravene, indtil de er circa tre uger gamle. I løbet af den tid, hvor hvalpene får mælk, vender gruppen tilbage til den samme grav. Når de er fire uger gamle, begynder hvalpene at rejse med gruppen, og i de første tre måneder fodres de med invertebrater og små vertebrater af hjælperne. (hvirvelløse – og små hvirvel dyr).

Surikater bliver voksne, når de er circa et år gamle. Når hannerne er 18-30 måneder gamle, forlader de frivilligt gruppen enten for at tilslutte sig en eksisterende gruppe eller for at danne en ny gruppe med ubeslægtede hunner. Voksne hunner, specielt gravide hunner, kan blive udstødt fra deres gruppe af den gravide dominerende hun; dette, tror man, reducerer sandsynligheden for, at den dominerende huns hvalpe bliver spist af de andre hunner. De fleste hunner vender tilbage til gruppen, når den dominerende hun har født, men nogle kan permanent forsvinde for at danne nye grupper med ubeslægtede hanner.

Dominerende surikater lever i fra 6 til 10 år i gennemsnit, det ældste individ i Kalahari Meercat Project er næsten 13 år gammel. Alderen på de underordnede surikater er mere vanskelig at fastslå, idet mange forsvinder eller udstødes, når de er cirka tre år gamle, hvorved de tabes i forhold til projektets registreringer. De vigtigste kendte årsager til døden er rovdyr, kampe med andre surikater (inklusiv drab af hvalpe), sygdomme og menneskeskabte årsager som bil ulykker – men for to tredjedele af Kalahari Meercat Projects surikater er årsagen til døden ukendt, siden individerne blot forsvinder.

Surikater er en fremragende art til studiet af adfærds biologi og økologi, fordi de kan vænnes til at blive nøje observeret af mennesker; de er ligeledes dagaktive og søger føde i en relativ åben habitat og er således nemme at følge og observere til fods. Det, der mest interesserer evolutions biologer, er deres sociale liv. Hvorfor lever de i grupper? Hvorfor forbliver de unge voksne i gruppen, og hvorfor hjælper de hinanden? Hvilke evolutionære konflikter findes der mellem individer, som lever i en gruppe, og hvorledes løses disse?

Fordele ved at leve i grupper

For surikater er det at leve i grupper en fordel, fordi der næppe er land til rådighed til at etablere deres egne territorier, de fleste af de velegnede territorier er allerede blevet optaget af rivaliserende grupper og det barske ørkenmiljø gør det vanskeligt at overleve alene.

Alle voksne surikater deltager i de fælles aktiviteter; de vigtigste er hvalpe fordring, vagttjeneste, vedligeholdelse af gravene og, for hunnerne, fælles diegivning (at amme en anden surikats hvalpe). Samarbejdet øger hvalpenes overlevelse, udvikling og følgende vellykkede formering, hvilket gavner gruppen som helhed, fordi større grupper er bedre i stand til at overleve.

Omkostningerne ved at leve i grupper

Der er et regnskab for det enkelte individ at gøre op mellem fordele og ulemper ved at leve i grupper. En af hoved ulemperne ved gruppe livet er forhindringen af reproduktion: det dominerende par er forældre for 80% af ungerne i gruppen. Dominerende hunner forsøger at vippe formeringen til deres egen fordel, så de producerer så mange unger som muligt; underordnede hunner udstødes fra gruppen af den dominerende hun i den sidste halvdel af hendes svangerskab for at forhindre ungedrab. Underordnede hunner er præget til at formere sig på trods af forsøg fra den dominerende hun på at forhindre dette. Ligeledes forsøger underordnede hanner at finde parringsvillige hunner fra nabogrupper og således øge deres formeringsmæssige succes.

Den nøjagtige karakter af disse interne – og eksterne gruppe konflikter og løsninger er under stadig forskning. I øjeblikket undersøger forskere måden, hvorpå forskellige hormoner som oxytocin (troværdigheds hormonet) påvirker social adfærd og konflikter i gruppen. Andre undersøger indflydelse fra den enkelte surikats personlighed på dens adfærd og beslutninger.

Download

Download this article as a PDF